761

Med U15 piger på udebane

Billund IF
13. maj 2010 - 00:21 af: H.P.

Mandag den 10. maj var U15 Piger (1) på udebane i Ansager. Humøret var højt og vejret var godt.

Kampen var holdets tredje kamp i sæsonen, hvor de 2 første var endt med en sejr og et nederlag. I Ansager mødte Billund et meget fysisk stærkt hold, hvilket også skyldes, at næsten alle Ansagers spillere var 1 år ældre.

Men Billund forstod at spille fodbold, og den fysiske forskel blev derfor ikke et større problem. Der var spænding igennem hele kampen, og de 2 hold matchede hinanden godt. Efter at Ansager havde bragt sig foran 1-0, arbejdede Billund sig mere ind i kampen og førte 2-1 ved halvlegen. Men Ansager kom igen og fik udlignet til 2-2, inden Camilla Østergaard lavede Billunds sidste mål (se billede). Desværre fik Ansager endnu engang udlignet til slutresultatet 3-3. I kampens sidste minutter var der flere chancer til begge sider. Og det havde ikke været ufortjent, hvis holdet havde fået sæsonens anden sejr - men den kommer nok næste gang.

Den tætte kamp viste sig også at være lidt for meget for nogle af hjemmeholdets spillere, som havde et meget groft sprogbrug i 2. halvleg. Heldigvis kunne Billunds piger holde hovedet koldt og koncentrere sig om fodbolden.

Efter kampen var det tid til hygge og afstemning om kampens bedste spiller. Flere sagde, at det var svært at vælge. når alle havde spillet en god kamp. Og man kunne jo også stemme på dem, der havde mad/kage med osv. osv. Men det endte med, at Camilla Østergaard denne gang løb med æren.

Det var en fornøjelse at være med disse piger på udebane. De repræsenterer Billund IF flot med god kampmoral og hygge i hinandens selskab før og efter kamp.