761

Trekantstævne i Ubberud på Fyn

Billund IF
21. juni 2011 - 23:00 af: H.P.

"Vi tar pokalen med hjem, olé. Vi tar pokalen med hjem, olé oh..." Sådan lød det søndag eftermiddag da 2 busser fyldt med 75 glade Billund fodboldspillere og 13 trænere rejste hjem fra Trekantstævne i Ubberud ved Odense.

Det hele startede i efteråret 2010 da Billund IF blev kontaktet af Brædstrup IF og Ubberud IF. De havde undersøgt lidt om Billund IF - Fodbold på vores hjemmeside og via vores deltagelse i FCM Klubsamarbejdet. De mente at vi havde noget nær de samme værdier og holdninger omkring fodbold som de havde og derfor blev vi inviteret til at deltage i deres socialt orienteret venskab stævne, da en anden klub netop var trådt ud efter nogle års deltagelse.

Flere af vores trænere i Billund IF havde efterspurgt denne type stævne, hvor flere hold fra Billund deltager i samme stævne, med henblik på at styrke det sociale samvær (Klubånden) blandt spillere fra forskellige aldre og køn såvel som blandt trænere og ledere. Så vi valgte at sige ja tak til at deltage på prøve i år.

Lad det være sagt med det samme. Inden vi rejste fra Ubberud udtalte Brian Lund, Formand for Billund IF - Fodbold at vi deltager igen næste år!

Fra Billund deltog følgende hold: U9/10 Piger, U11 Piger, U13 Piger og U15 Piger og U11 Drenge og U15 Drenge. Efter at have snakket med alle trænerne lyder det samstemmende at det var et rigtig godt stævne, professionelt arrangeret i dejlige fynske omgivelser. Regnvejret som vi havde hele lørdagen kan arrangøren jo ikke gøre for og de gjorde alt for at gøre det tåleligt for spillere, ledere og medrejsende forældre. Blandt trænerne var der også enighed om at det netop var godt at være mange Billund IF?ere af sted sammen.

Også forældre og søskende følte sig meget velkomne i Ubberud. Det var muligt at spise aftensmad sammen med trænere og ledere efter at alle fodboldspillerne havde fået aftensmad. Om morgenen kunne overnattende forældre spise morgenmad sammen med spillerne inden en ny dag på banerne. Dette tilbud blev der også taget godt imod blandt mange forældre. Det var nemlig muligt at tage sin campingvogn eller telt med, som kunne stilles op på deres grusbane tæt ved stadion og skolen hvor alle spillere overnattede.

Skolen blev flittigt brugt som ly for regnen i løbet af lørdagen. Og heldigvis var der en tørretumbler som kunne trække den værste væde ud af kamptrøjerne inden næste kamp. Om natten sov hvert hold i et tildelt klasse lokale, som midlertidigt var omdannet til et ?ragnarok? af madrasser, soveposer og  surt lugtende fodboldtøj. Men da vi rejste af sted i dag var det igen fungerende klasseværelser


Jamen, hvordan gik det så?

Billund fik fine placeringer i rækkerne. Største udfordringer havde U13 Piger som stillede op i U15 pigerækken for at finde modstandere. Men de gik frisk til opgaven og fik megen god erfaring inden de selv starter i U15 rækken efter sommerferien.

U15 piger ankom først til stævnet lørdag aften da de lige skulle klare en Regions finale i Løjt Kirkeby (holdet opnåede her en flot 4. plads!) inden Trekantstævnet. I Ubberud gjorde holdet rent bord og vandt alle deres 3 kampe. Men da de ikke havde deltaget i hele stævnet rakte det ikke til en 1. plads.

U9/10 Piger havde debut på 7-mands baner hvilket også lige krævede lidt ?indkøring? og de fik en 4. plads.

U11 Pigerne fik en 2. plads og måtte desværre opleve at stå uden modstandere i en kamp. Da et udefra inviteret hold desværre valgte at tage hjem pga. regnvejr!

U11 Drenge stillede med 2 hold i stævnets største pulje på 7 hold. De 2 hold supplerede hinanden med udskiftningsspillere under hele stævnet da der henholdvis kun var 7 og 8 spillere på de 2 hold. Det blev til 2 flotte placeringer; 4. plads til Billund 2 og en 1. plads til Billund 1 holdet.

U15 drenge vandt også en suveræn 1. plads i deres pulje efter at gå ubesejret igennem turngeringen. Og var for i øvrigt evigt leveringsdygtige i sjove kommentarer og kæmpe opbakning til U11 Drenge kampene ? Det er klubånd, tak for det!

Da både U11 drenge og U15 drenge var med samme bus hjem blev der naturligvis sunget "Vi tar pokalen med hjem, olé. Vi tar pokalen med hjem, olé oh!"
Støt vores sponsorer!