761

U-13C drengene slutter med manér

Billund IF
4. oktober 2010 - 22:03 af: H.C. Juncker

Lad os slå fast. Sæsonens sidste kamp for U-13C drengenes vedkommende blev også den mest spændende. En rigtig bundgyser, hvor Nordenskov IF blev sendt hjem og ned under stregen med et 4-3 nederlag efter en super fight.



Det startede ellers rigtig skidt. I kampens første minut bringer Nordenskov IF sig foran 0-1 direkte på frispark. Hverken forsvar eller målmand så godt ud i den situation. Bedre bliver det ikke efter ca. 12 min. da Nordenskov IF gør det til 0-2. Drengene skal roses for, at de ikke lader sig slå ud. De kæmper ufortrødent videre, men det bliver ikke til de helt store chancer. Vi fornemmer, at Nordenskov IF trods alt er til at tale med. Og egentlig går vi til pausen med en følelse af, at det nok skal lykkes, for mod halvlegens slutning har vi overtaget.

2. halvleg er kun 4 min. gammel, da Oliver på en god frispilning fra Mike gør det til 1-2. Vi er nu spilstyrende og har flere gode opspil. Det bliver på et godt sologennembrud af Emil i det 40. min, vi får bragt balance i regskabet.  2-2. Helt fortjent. Drengene kæmper for deres chance. I det 49. min får vi helt korrekt tilkendt et straffespark. Nu har vi muligheden for at lukke kampen. MEN men men.... Emil overplacerer bolden, og skudet går langt forbi mål. (Emil sagde efter kampen, at det var for at holde spændingen inde i kampen :-). God humor!). Og da Nordenskov IF på det efterfølgende angreb gør det til 2-3 på trods af en kanon redning af Christoffer i første omgang, tror alle ude på sidelinien, at kampen er lukket. Heldigvis har drengene en anden indstilling, og efter 55 min. får vi tilkendt endnu et straffespark efter flere gode forsøg. Oliver scorer sikkert til 3-3. Men det er ikke nok. Drengene vil mere, og de lægger et stort pres på Nordenskov IF, som synes helt ude i tovene. I et sidste desperat forsøg kaster de alle mand frem, og det bliver vores chance. Netop som dommeren skal til at fløjte kampen af, får Patrick prikket bolden i mål 4-3! Jublen vil ingen ende tage. Nordenskov IF får lov til at gi' bolden op endnu engang, inden dommeren fløjter sæsonens sidste og mest spændende kamp af.

Rigtig god moral og fight af alle gjorde denne sejr mulig. Godt gået!

Også tak for den store opbakning fra tilskuerne. Det giver lige det sidste!

Støt vores sponsorer!