Menu

FCM på besøg i Billund

image
Michael Frimoth Hansen
04. oktober 2018 kl. 20:22
4. OKTOBER 2018

24 forventningsfulde U13 spillere fra Billund IF var denne oktober aften klar til at få en super oplevelse med spillerne fra FC Midtjylland. Billund IF var så heldige at få besøg af Oliver Ottesen og Mayron George fra FC Midtjyllands superligatrup samt Hanus Sørensen, Kristoffer Lund Hansen og Rasmus Obling fra FCM´s Akademi.


Billund IF er samarbejdsklub med FC Midtjylland og drengene fra Billund havde glædet sig til denne aften, hvor de fik lov til at komme helt tæt på de dygtigste spillere i Danmark. Efter en kort præsentation af spillerne fra FCM, startede træningen for alvor. Spillerne fra FCM havde sammensat et træningsprogram, der bød på forskellige opvarmningsøvelser med bolde og skudtræning hvor både drengenes finter og skudteknik blev udfordret. Afslutningsvis sluttede træningen med spil til to mål, hvor alle U13 drengene samt FCM spillerne var at finde på banen i en spændende og intens kamp, hvor begge hold ville vinde og hvor der blev fightet bravt, og de unge FCM-spillere viste deres fans glimt af, hvad de kan med en fodbold.


De 5 spillere fra FC Midtjylland var alle enormt engagerede, hvilket tydeligvis smittede af på drengene. Aftenen sluttede af med autografskrivning og en sodavand sammen med FCM spillerne.

 

Billund IF siger mange TAK til Oliver, Mayron, Hanus, Kristoffer samt Rasmus for jeres store engagement, som gjorde, at alle spillerne fik en stor oplevelse - og TAK til FC Midtjylland for at prioritere at sende jeres spillere rundt i Ulveland.