I weekenden har Billund/Filskovs U16 drenge været afsted til Øens Cup.

Et stævne på Fyn som strækker sig fra Fredag til Søndag

19. november 2018

Det var 17 friske drenge der allerede fredag eftermiddag kl. 16 kørte fra Billund Idrætscenter.

Fredag aften blev der, efter kort pitstop og check ind på Næsby Skole, spillet kamp mod holdet FULTON som hører hjemme i Hellerup. Kampen viste sig at være meget tæt og endte desværre med et nederlag på 2-1 i kampens sidste minutter. Drengene kæmpede ellers en brav kamp og viste klart, at samspillet, efter fusion med Filskov, går i den rigtige retning og alle kender deres styrker og ikke mindst plads.

Lørdag morgen bød på tidlig morgenvækning og 2 kampe på programmet. 1 kamp formiddag og 1 eftermiddag. Formiddagskampen mod Sundby blev en ”walkover” der endte med næsten håndboldcifre 16-0 til Billund/Filskov. Næsten alle spillere kom på scoringstavlen og det var en forfrossen Billund/Filskov målmand, der efter kampen måtte kæmpe sig til varmen.

Efter frokost bød eftermiddagen på kamp mod Fynske Dalum Ifs U16 drenge, Pokalvindere liga 2 Fyn/Sønderjylland 2018. Disse var ”kaldt” ind til weekendens turnering kun for at møde os og kom derfor, modsat Billund/Filskov, med helt friske ben. Der ventede derfor en rigtig spændende og udfordrende kamp. Kampen blev som forudset hård og teknisk udfordrende og krævede fuld koncentration. Billund/Filskov viste styrke og overblik og kun små ”fodfejl” gjorde udfaldet og Billund/Filskov måtte se sig slået 1-2. Jeg er som træner meget stolt af specielt denne kamp.

Lørdag aften blev der slappet af på Næsby Skole. Stor ros til stævnearrangører, som virkelig går et skridt foran på alle niveauer. Der blev serveret lækkert aftensmad og benene blev smækket op. Holdet var tildelt et klasseværelse som dannede rammer om hold, og drenge, hygge på højt plan.

Søndag formiddag ventede endnu en kamp og trods trætte og tunge ben, var viljen stor. Igen skulle Billund/Filskov møde en modstander med friske ben og dagens modstander blev OB. Et mixhold som til daglig spiller i henholdsvis Liga 2 & 3. Drengene var målrettet og taktikken var simpel. Man ville slutte med storspil og sejr. Sejr blev det og ikke mindre end 6-0 til Billund. En rigtig flot kamp der viste samspil og overblik.

Billund/Filskovs U16 drenge er et hold i rivende udvikling. Et hold hvor hver eneste unge mand er tilstede af lyst . Det er en stor fornøjelse som træner, at kunne ”rejse ud” med sådanne hold, der indbyrdes viser hinanden stor respekt. Jeg er stolt af drengene der viser, at de er kammerater og vi hygger os sammen. Der venter mange gode fodboldoplevelser forude med sådanne et team.

Vil anbefale ethvert hold at overveje deltagelse i Øens Cup. Et stævne der løber af stablen både forår og efterår. Det er virkelig et stævne som er velorganiseret og under gode forhold.

Med venlig hilsen
Martin Feltheim