Menu

Serie 4: GGIF - Billund IF

image
Jan Skov
06. oktober 2020 kl. 10:13
2. oktober 2020
Kampfakta:
30. min. 1-0 Grindsted
Fredag aften var der lokalopgør på udebane mod Grindsted. Kampen skulle vindes for at vi kunne holde os i hælene på de to førerhold. Grindsted havde ikke informeret om, at vi skulle spille på kunstgræs, men via pålidelige kilder havde vi opsnappet, at det var deres hensigt. Derfor havde vi trænet på kunstgræs hele ugen, og Grindsteds information på selv kampdagen om valg af underlag, kom derfor ikke som den store overraskelse.  
  
Kampen startede som forventet med et overtag til os. Vi spillede os frem til chancer, men Grindsted bed godt fra sig og havde et par farlige hjørnespark. Efter 29 min. fik vi nok sæsonens dummeste gule kort til vores anfører Tom, som var tilkendt et frispark.
Alligevel formåede han at brokke sig til et gult kort. Minuttet efter scorede Grindsted til 1-0 på deres anden og sidste chance i kampen.
Vi formåede at skabe et have af chancer, men kvaliteten i afslutningerne var simpelthen for dårlige. Antallet af store chancer var tocifret, og når Grindsted intet skabte, er det stadig svært at forstå, hvordan Grindsted hev den 1-0 sejr hjem. I modsætning til sidste kamp mod Teams BFO, hvor holdets indsats generelt var middelmådig, fungerede alle facetter i spillet, med undtagelse af afslutningerne.
Målet før sæsonen var oprykning, men det løb er kørt. Med nederlaget blev vi endda overhalet af Grindsted i tabellen. At blive overhalet af Grindsteds 2. hold gør ondt på stoltheden, og det i sig selv må være benzin nok til at hanke op i os selv. Drengene er talentfulde og spiller flot og underholdende fodbold. Men rutinen og koldblodigheden mangler i begge ender. Uden det må vi bare erkende, at vi ikke er bedre end serie 4.